Palæstina vil fylde valgkampen: Ungdommen har fået sin Vietnamkrig

De har afbrudt debatmøder med fløjter og slagord, politiske taler, et 8. marts-arrangement med statsminister Mette Frederiksen, en EU-quiz i Kødbyen med hele regeringstoppen. De har demonstreret højlydt i gaderne og i protest lagt sig i telte foran Københavns Universitet Imens har store dele af det etablerede politiske system reageret med forundring og foragt, nogen har endda kaldt de unges metoder udanske og ekstreme. Alligevel ser protestbevægelsen mod Israels fremfærd i Gaza ud til bare at vokse både i Danmark og andre lande. Det samme gør presset på Socialdemokratiet fra en generation, som forholder sig nøgternt til det, de ser. Israels oprettelse, seksdageskrigen eller Yom Kippur-krigen er ikke en del af deres erfaringsmæssige bagage. De ser et overgreb på et folk, sult, lemlæstelse, hospitaler, der brænder, og børn, der lider, og de kan ikke forstå Vestens passivitet. Ligesom de unge i 1970erne ikke kunne få øje på de højere idealer i USAs krig mod det kommunistiske Vietnam og derfor gjorde modstanden mod krigen til en del af deres ungdomsoprør, så har en stor del af ungdommen i dag svært ved at se det retfærdige og rimelige i fortsat ubetinget at støtte Israel. Konflikten i Mellemøsten er blevet det politiske emne, der får flest følelser i kog, og for de unge er den meget nærværende. Derfor kan Gaza-konflikten meget vel blive et varmt emne i valgkampen frem mod 9. juni, efter regeringen har sagt nej til at følge efter Norge i anerkendelsen af Palæstina. Det var den socialdemokratiske statsminister i Sverige, Stefan Löfven, der i 2014 anerkendte Palæstina som selvstændig stat. Onsdag fulgte de socialdemokratiske regeringer i Norge og Spanien efter sammen med den liberalkonservative regering i Irland. Mette Frederiksen afviser at følge efter og vil først se en fredsplan, en tostatsløsning og en palæstinensisk anerkendelse af Israel, før hun kan give et nyt land sit blå stempel. For at blive i sammenligningen med ungdomsoprøret og Vietnamkrigen, så var det først, da en gruppe yngre socialdemokrater i begyndelsen af 1970erne – Ritt Bjerregaard, Svend Auken, Helle Degn og Karl Hjortnæs blandt andre – blev valgt til Folketinget, at partiet tog de nye bevægelser for fred, ligestilling, miljø og andet alvorligt. Løkke presser og presser Det faktum at en række vestlige lande nu anerkender Palæstina, vil uden tvivl øge det hjemlige pres på Socialdemokratiet. Nu er der faktisk noget, regeringen kan gøre, noget som næppe løser konflikten og formentlig ikke gør nogen forskel her og nu, men som sender et signal til Israel og premierminister Benjamin Netanyahu om, at der kun er én vej til varig fred – nemlig den tostatsløsning, som i årtier har været Danmarks, EUs og USAs vej til fred i Mellemøsten. At chefanklageren ved Den Internationale Straffedomstol, ICC, i denne uge har anmodet om udstedelse af arrestordrer på Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, forsvarsminister, Yoav Gallant, samt tre Hamas-ledere for mulige krigsforbrydelser, er kun med til at forøge presset på de vestlige ledere. På debatmøder vil kandidaterne til europaparlamentsvalget givetvis blive mødt med spørgsmål om anerkendelse og om Netanyahu vil blive arresteret i Danmark. I regeringen er man låst af, at der er uenighed om kursen. Mens statsminister Mette Frederiksen i ugerne efter terrorangrebet 7. oktober formulerede en ubetingede støtte til Israel, så har udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) indtaget en mere pragmatisk position. En kilde tæt på regeringen siger til Jyllands-Posten, at spørgsmålet om Danmarks kurs i forhold til konflikten har udløst en »meget stor diskussion« internt i toppen af regeringen, fordi Løkke har »presset og presset og presset«. For Løkke handler det blandt andet om, at den ubetingede støtte til Israel er svær at forklare ude i verden, hvor man beskylder Vesten for dobbeltmoral. Som han sagde i et interview med Information for nylig: »Der er et eller andet med, at en øjeblikkelig logisk reaktion sætter sig i nogle andre øjeblikkelige, logiske reaktioner, som ultimativt risikerer at føre os et ulogisk og uønsket sted hen.« En svær balancegang Oversættelsen af Løkkes lidt knudrede betragtning er, at logikken risikere at briste, når Danmark først står fast på Folkeretten i forhold til krigen i Ukraine, her forsvarer vi den lille stat mod den store, aggressive nabo. Efter Hamas’ angreb på Israel 7. oktober er Danmarks reaktion stadig logisk i forhold til sammen med den vestlige verden at anerkende Israels ret til at svare igen. Men Israels reaktion i Gaza bliver så voldsom og massiv, at det er svært at forsvare den militære overmagt mod en lille befolkning. I flere måneder har regeringen formuleret det komplekse budskab: Ja, nødhjælpen skal ind, ja, Israel har ret til at forsvare sig, Hamas er en terrororganisation, som det er legitimt at bekæmpe, krigens love skal overholdes og civile skal beskyttes. I flere europæiske lande, hvor regeringerne også er pressede af deres vælgerbefolkning har man nu besluttet at gå videre med en anerkendelse af Palæstina. Spørgsmålet er, om den danske regering kan blive ved med at stå på det samme balancerede standpunkt, som ikke udfordrer Israel. Svaret afhænger til dels af, hvordan krigen i Gaza udvikler sig i de kommende uger. https://www.berlingske.dk/politik/palaestina-vil-fylde-valgkampen-ungdommen-har-faaet-sin-vietnamkrig